En lørdag med RIG mulighed for at samle MANGE penge ind til velgørende formål…

…altså hvis man betragter størrelsen på den ‘SPAREGRIS’, som jeg har fragtet rundt i byens gader i dag :/ – ‘Det er ikke sådan én man smider en femmer i, mor – det er mere en femhundredkroneseddel’ – TAK for den sønnike <3 Jeg har ALTID lagt stor vægt på at opdrage mit ‘yngel’ til at være hudløs ærlig, så nu skal vi vist til at øve i at sætte ‘lidt filtre’ på…

Anyway, så starter historien et lidt andet sted…
Jeg ser LYS i disse dage…
Jeg BOBLER af humør i disse dage…

…og det er stensikkert baggrunden for at jeg fik slæbt mig op på 1. salen for at lede efter mine løbebukser…

SMÅ skridt er min læring og udfordring…
…tænkte at det ville være et pænt lille skridt at finde løbebukserne frem og kigge på dem… evt. prøve dem og se om jeg stadig kunne passe dem…

Stædighed er mit mellemnavn, så jo-da… med lidt talkum/skojerns-teknik kom de på og sørme om de ikke passede (altså det mente jeg på daværende tidspunkt!)

INDSKUDTE BEMÆRKNINGER:
Nu lyder det jo LIDT blæret ‘at jeg skulle finde mine løbebukser’… man kunne få indtryk af at jeg HAR HAFT én eller anden form for ‘løbe-karriere’ før…
Dét har jeg IKKE… jeg har bildt mig selv ind i MANGE år at jeg slet ikke kan løbe… MEN…
Jeg elsker gode TILBUD, og en dag faldt jeg for et par sorte løbebukser i ALDI til den nette sum af kr. 79,95 – VUPTI, dem snuppede jeg… tænkte at de kunne klæ’ nederste skuffe i komoden godt og der har de så været siden…
Jeg er SIKKER på at de 79,95 er skyld i en ‘mærkelig’ fejl el. 2. sorteringsting, for løbebukserne har langt mere stof foran end bagved??? El. måske en herremodel? Who knows…
Én af de ting, som jeg ALDRIG har været ked af, er min røv… dén er ultimativt det sidste, som vokser på mig, når jeg tager på i vægt… men i dag følte jeg godtnok at den var HUGE!
Løbebukserne sad fint på maven MEN de sad ULTRALAVT på numsen (læs: faretruende LAVT)! BUTCRACK showing….!!!

Nå, men lavtsiddende løbebukser el. ej… tingene greb om sig og løbebukserne VAR på, så jeg tænkte at jeg ville teste dem i sofa’en…

De var rigtig fine at ha’ på i sofa’en og før jeg vidste af det, så havde jeg sko på, en 10′årig under armen og var ude i frisk luft!!! WTF???

Jeg var klar til den helt store GÅTUR (det er mit nuværende ambitionsniveau), men sønnike formanede mig om at tema’et var ‘SMÅ SKRIDT’ – ‘ellers bliver du bare HELT smadret MOR, og kan ingenting i morgen’ (KLOGE ÅGE)!

Nå, men så valgte vi en ‘kort’ rute i regn og blæst og på stisystemet blev jeg helt kåd og LØB faktisk over 2 gange… ikke noget vildt, for det gik LYNHURTIGT op for mig at dét kunne jeg bare ikke

Mit knæ fejlede INTET, jeg pustede ikke overdrevet, MEN løbebukserne???

OMG – efter 30 meters løb sad de ‘under mave/under røv-niveau’ og dét er altså ikke en behagelig følelse – skal jeg hilse og sige… så jeg sneg mig hjem, mens jeg DISKRET (det kan man ikke) prøvede at holde bukserne oppe…

MEN – udover at ha’ været et GUDESYN for lokalområdet, så er jeg faktisk pissestolt af mig selv…  ét lille ‘baby-skridt’ blev til en tur og det føltes godt (altså før dét med bukserne) – nu vil jeg ud og købe mig et par bukser med HØJ talje (læs: under armhulerne-talje) – har erkendt at det ikke handler om at se sexet ud IMENS – men bagefter – med nyvasket, velduftende hår og veltilpashed i kroppen – dér er man ret sexet  - selv uden make-up

Nu står det på RO og HYGGE…
Forsøger med nye hyggeritualer – her et par nyindkøbte ugeblade og lækre jordbær – MUMS…
… og lidt inspiration fra ugebladende blev det jo også til:

 

 

 

 

 

 

Overvinder jeg frygten for motion? Følg med, dét hér kan KUN blive en thriller….

Kh.

Janne med røde kinder…
Pga. frisk luft…
Pga. pinligheder i løbebukser…